Kontakt os

FMS lancerer nyt modul om Power-to-X

Fredericia Maskinmesterskole har netop fået grønt lys til at udbyde et diplommodul om Power-to-X. Modulet vil være tilgængeligt fra februar 2024, og Fredericia Maskinmesterskole er dermed den første udbyder af helt modul inden for Power-to-X.

Fredericia Maskinmesterskole uddanner ikke kun maskinmestre. Inden for de næste par år, vil man, hvis det går som planlagt, også kunne tage en hel diplomuddannelse i Power-to-X. Men hvis man ikke kan vente så længe, vil det allerede være muligt at tage det første modul fra starten af 2024.

Power-to-X er en ny tilgang til grøn energiomstilling, hvor overskudsstrøm fra vedvarende energikilder konverteres til brugbare brændstoffer og kemikalier. Ved at udnytte elektricitet fra sol- og vindenergi kan Power-to-X-teknologier bidrage til at reducere CO2-udledningen og skabe et mere bæredygtigt energisystem.

Rektor for Fredericia Maskinmesterskole, Jens Færgemand udtaler om den gode nyhed: ”Vi er begejstrede for at kunne udbyde dette nye modul om Power-to-X. Der sker utrolig meget på dette område, og som uddannelsesinstitution ser vi os forpligtet til at uddanne til den grønne omstilling. Det er spændende at være frontløbere på dette område med efteruddannelse inden for Power-to-X. Industrien har brug for at kompetenceudvikle deres medarbejdere, og det er vi glade for, at vi snart kan tilbyde dem.”

Det nye modul vil give de studerende en grundig forståelse for den komplekse værdikæde i Power-to-X, og skabe en fælles kommunikationsramme omkring den nye teknologi. Målgruppen for modulet retter sig mod medarbejdere i forskellige typer af organisationer, der har behov for at forstå og samarbejde med andre aktører i relation til værdikæden i Power-to-X.

Også Søren Schmidt Thomsen, Direktør i Triangle Energy Alliance er positiv overfor den gode nyhed: ”Det er utroligt vigtigt med specialiseret arbejdskraft til den grønne omstilling, hvor Power-to-X-teknologierne i særlig grad kræver opmærksomhed. For at lykkes med vores grønne ambitioner er der behov for kvikke hoveder og hænder, og der er behov for indsigt i de særlige driftsvilkår ved sektorkobling, hvor flere virksomheder og tekniske anlæg på samme tid skal udnytte og supplere hinandens ressourcer. Det er stærkt gået og godt set af FMS, at de tilbyder fremtidige generationer den specialisering i grønne teknologier, som de studerende selv, og energi- og transportvirksomhederne efterspørger. I Trekantområdet har vi det mest modne storskala Power to X- økosystem i Europa med brintproduktion til efteråret, og tæt forbindelse til Esbjerg og det tyske marked. Der er ikke noget bedre sted for en ambitiøs maskinmester at blive god til Power-to-X”

Modulet udbydes i første omgang som et enkelt modul. Selve diplomuddannelsen er stadig under udvikling, og ansøgning om at udbyde en hel diplomuddannelse i Power-To-X sendes ind til september.

Modulet ”Power-to-X – Teknologier, værdikæder og sektorkobling” udbydes således første gang til februar 2024. Det vil være muligt at tilmelde dig modulet efter sommerferien. Hold øje med www.fms.dk, hvor tilmeldingsblanketten vil lægges op, når der bliver åbent for tilmelding.

 

Yderligere information:

Rektor på FMS Jens Færgemand, tlf. 23 23 51 19

FMS lancerer nyt modul om Power-to-X

bubble