Kontakt os

Kombinationsstilling som underviser og praktisk tekniker.

Motiveres du af at formidle og lære fra dig?

FMS søger en medarbejder til en kombinationsstilling som underviser og praktisk tekniker.

Som underviser står du for undervisning i praktisk og teoretisk el-montage på maskinmesteruddannelsen. Derudover kommer du også til at undervise i el-tekniske kurser i kursusafdelingen på FMS. Som tekniker er dine opgaver reparation og vedligehold af industrielt- og el-/automationsudstyr i vores laboratorier.

Du vil indgå i et el-team med to andre medarbejdere, hvor I selv koordinerer og fordeler opgaverne.

Om FMS

FMS har ca. 80 medarbejdere fordelt på tre afdelinger beliggende i Fredericia, Esbjerg og Sønderborg. Uddannelsen til maskinmester; professionsbachelor i maritim og maskinteknisk ledelse og drift er Danmarks bredeste tekniske lederuddannelse. I 2018 blev uddannelsestilbuddet på skolen udvidet med automationsteknologuddannelsen i Fredericia. Desuden tilbyder skolen en lang række virksomhedstilpassede kurser samt diplomuddannelser gennem Videncenter for Drift & Vedligehold. I Fredericia er der ca. 300 studerende, i Esbjerg ca. 200 studerende og der forventes 120 studerende i Sønderborg.

Om jobbet

I jobbet som underviser, skal du undervise på værkstedsforløbets el-kursus i Esbjerg og Fredericia. Desuden kommer du til at undervise på el-faglige kursusudbud målrettet håndværkere. Jobbet kræver, at du har lyst til at undervise og formidle. Her skal du bruge din el-tekniske viden og bidrage til at udvikle undervisningen samt vejlede kursister og studerende.

Jobbet kræver derfor en el-teknisk indsigt og baggrund som fx elinstallatør, automatikfagtekniker, maskinmester eller lignende. Har du en videregående teknisk uddannelse er det et plus. Det vigtigste er dog din praktiske erfaring og alsidighed.

Som tekniker skal du deltage i reparation, udvikling og montage af laboratorieudstyr, som indgår i undervisningen på uddannelsens teoretiske del. Her prioriterer du opgaverne i samarbejde med de undervisere, som har ansvaret for skolens laboratorier.

Når der er travlt, kan du have en studerende i skolepraktik. Derfor skal du også have lyst til at fungere som mentor for maskinmesterstuderende.

Opgaverne spænder lige fra at skifte en sikring, bestille varer, til større reparations- og vedligeholdelsesopgaver. Der vil desuden, lejlighedsvist, være opgaver med at udvikle og bygge forskelligt udstyr.

Om dig

Det er vigtigt, at du har praktisk erfaring, som du kan give videre til kursister og studerende. Måske har du, ud over det el-tekniske, et bredt teknisk kendskab til lejer, smøreteknik, opretning af koblede maskiner, motorlære eller andet.

Der tilbydes pædagogisk opkvalificering, hvis du ikke har undervisningserfaring.

Personligt kan du samarbejde med alle, og har en faglig stolthed, som smitter af på kursister og studerende. Du er kreativ og idérig og kan udfordre de studerende i deres projekter. Da stillingen er meget fri, skal du selv kunne få øje på, og i samarbejde med el-teamet, prioritere og strukturere opgaverne.

Vi tilbyder

Et spændende og udfordrende job på en udviklende uddannelsesinstitution. En arbejdsplads med frie rammer og muligheder i et fleksibelt og uformelt samarbejdsmiljø og med gode personalemæssige forhold.

  • Desuden tilbydes du:
  • grundig introduktion til jobbet og til de forestående opgaver.
  • et job med stor alsidighed, hvor du kommer i berøring med mange facetter.
  • et samarbejde med kolleger, hvor alle bidrager til at nå de fælles mål.
  • et job med engagerede og positive studerende.
  • løn, som forhandles personligt efter kvalifikationer og erfaring.

Du vil, som udgangspunkt, blive ansat i Fredericia, men skal være indstillet på at arbejde i Esbjerg i perioder.

 

Tiltrædelse pr. 1. februar 2023.

Søg jobbet ved at uploade CV, ansøgning og andre relevante papirer via QuickApply på Jobindex.

Ønsker du yderligere informationer vedr. jobbet, er du velkommen til at kontakte Ole Hersleb fra el-teamet på tlf. 20 98 42 23 eller på mail ohp@fms.dk

Vi forbeholder os retten til løbende at indkalde kandidater til samtaler.

Kombinationsstilling som underviser og praktisk tekniker.

bubble