Kontakt os

Sønderborg studerende bygger el-bil

I onsdags forsvarede vores studerende i Sønderborg deres værkstedsprojekt. Det gik heldigvis rigtig godt, og de kan nu slappe lidt af, inden de næste udfordringer venter.

Undervejs i deres værkstedsforløb har de været omkring 13 fagområder, herunder fræsning, svejsning, el, hydraulik og materialelære, men også projektstyring, -ledelse og planlægning. Læringsudbyttet har altså være enormt, fortæller de.

Da de skulle til at vælge projekt, stod valget mellem fem forskellige idéer; vindmølle, cykelvaskehal, sneplov, sorteringsmaskine og en bil. Valget faldt på bilen, og når nu man er ved at uddanne sig til maskinmester, og vil gå forrest inden for den grønne omstilling, så skulle der selvfølgelig laves en el-bil.

Derefter gik planlægningsfasen i gang. Ved brug af Gantt-diagrammer og WBS (Work Breakdown Structure) fik de planlagt forløbet helt ned til de delelementer, de skulle igennem, for til sidst at stå med et færdigt produkt

”Vi skitserede stellet, og derefter tegnede vi det op mere detaljeret,” fortæller Mads omkring designfasen. Og da de skulle beslutte, hvilket materiale, stellet skulle bestå af, skulle de lave forskellige styrkeberegninger.

”Vi skulle sørge for, at stellet var sikkert og holdbart, og at rørene kunne holde til en belastning på 200 kg,” fortæller de. Beslutningen for materiale landede på aluminium, da det er et let materiale. Det nyttede nemlig ikke med tunge metaller, med den størrelse batterier, de havde tænkt sig at bruge.

”Men aluminium er svært at svejse i,” fortæller Ibrahim, der sammen med Kenny tog på 3-dages svejsekursus. Da de var blevet mestre i svejsning, brugte de et par uger på at svejse stellet. Aluminium er svært at svejse i, så Kenny og Ibrahim fik virkelig noget arbejde for.

Efter er par ugers arbejde, og med nogle lange dage indimellem, blev gruppen færdig med bilen.

Bilen kører på to batterier, stellet er svejset i aluminium, sædet er doneret, nakkestøtten er genbrug og de forskellige komponenter på bilen er taget fra en el-scooter.

Og så kan den selvfølgelig køre – både frem og tilbage (godt nok kun med 4 km/t, men så er der noget at arbejde videre med).

Det er fire trætte studerende, der stiller op til billeder og fremvisning af bilen. For ud over at udvikle en el-bil, har de også skrevet 32 siders rapport og forsvaret den til eksamen.

Nu står den på en velfortjent weekend, inden deres næste udfordringer begynder. For Mads og Marcel betyder de 9 måneders praktik, Ibrahim skal et par måneder i praktik og får merit for resten, og Kenny har merit for hele praktikken og starter allerede på 4. semester i Fredericia efter sommerferien.

En stor tak skal der lydes til Sjøholm MC og Primus Danmark for sponsorering af materialer til bilen.

Sønderborg studerende bygger el-bil Sønderborg studerende bygger el-bil Sønderborg studerende bygger el-bil

bubble