Kontakt os

Hvad laver en maskinmester? Mød Thor fra TVIS

Hvad laver en maskinmester? Mød Thor fra TVIS

På Fredericia Maskinmesterskole uddannes fremtidens maskinmestre til den grønne omstilling.  

Thor Æbeløe er uddannet maskinmester fra Fredericia Maskinmesterskole. Han blev færdig i 2022 og arbejder nu som driftsmester hos TVIS. Thor står klar i kontrolrummet til at fortælle lidt om sit arbejde og vejen fra maskinmesterstuderende på FMS til driftsmester hos TVIS.

 

Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S (TVIS).

TVIS er et samarbejde på tværs af kommuner, fjernvarmeselskaber og lokale virksomheder, som sikrer høj forsyningssikkerhed af fjernvarme.

Hos TVIS er maskinmestre ansat som driftsmestre. De står for driften og vedligeholdelsen af de pumper og forsyningskæder, der fordeler fjernvarmen rundt i Trekantområdet. Der er dermed en god blanding af praktik, når driftsmestrene kører rundt i området, og overvågning, når deres vagt kalder i kontrolrummet.

 

Fra elektriker til maskinmester

Før Thor startede på FMS, arbejdede han som elektriker. Men efter otte-ni år skulle der ske noget nyt. Han valgte at søge ind på maskinmesteruddannelsen, fordi den var så bred.

“Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville, men på maskinmesteruddannelsen kan man komme ind på mange forskellige grene,” fortæller Thor.

Under uddannelsen faldt han over flere emner, der var interessante, men især LEAN fik hans opmærksomhed. Da han skulle i sin afsluttende bachelorpraktik, fik han praktikplads hos Ball Beverage Can i Fredericia, hvor han indgik i forskellige LEAN-projekter. Det var der, han vidste, at det var optimering, han skulle arbejde med fremadrettet.

Efter endt uddannelse fik han dog job som serviceleder, hvor han primært arbejdede med mennesker. Og selvom det ikke var dét, han helt drømte om at arbejde med, fik han et stort kendskab til mennesker, da han bl.a. var ansvarlig for ansættelse og oplæring af lærlinge. Hjertet var dog ikke helt med i det – det var optimering og drift, han ville arbejde med, så da han så stillingsopslaget som driftsmester hos TVIS, sendte han en ansøgning.

En dag i kontrolrummet

Som en del af TVIS' hold af driftsmestre står Thor for at sikre den daglige drift af fjernvarmesystemerne i området, samtidig med at han også er ansvarlig for området Drift og Ventil. Hans arbejde spænder fra overvågning af fjernvarmenetværket i kontrolrummet til praktisk håndtering af pumper og forsyningskæder ude i felten. En del af jobbet er at komme med forbedringsforslag til sit ansvarsområde - og det er netop her, han især bruger sin interesse og viden om LEAN.

I dag er han i kontrolrummet og overvåger skærmene, der viser driften af fjernvarmenettet.

“Vi har hver dag et nogenlunde estimat på, hvordan spidsbelastningerne bliver. Vi får nemlig et output fra Skærbækværket, Shell, Crossbridge og Energnist, som er vores varmeforsynere. På skærmene her i kontrolrummet kan vi så se, hvornår der er meget forbrug. Typisk er det om morgenen fra klokken fem til ni, og igen om aftenen, når folk kommer hjem fra arbejde,” fortæller Thor og fremviser skærmene med et overblik over fjernvarmenettet.

Thor har været ansat hos TVIS siden efteråret, så han er stadig relativt ny i kontrolrummet. Men ansvaret er motiverende.

“Jeg har fået to måneders oplæring, og så er jeg egentligt blevet kastet ud i det,” fortæller Thor og fortsætter, “jeg startede med at have eftermiddagsvagter, derefter nattevagter, og nu har jeg min første dagvagt.”

Kontrolrummet bemandes nemlig døgnet rundt, og derfor kører Thors vagter i rotation, så vagterne fordeles ligeligt mellem driftsmestrene.

De skiftende vagter trives Thor godt med. Han arbejder en uge, holder en uge fri, arbejder en uge, holder en uge fri, osv. Samarbejdet og sammenholdet med sine kolleger gør det også sjovt at gå på arbejde.

Viden om anlæg som maskinmester

Det er kun maskinmestre, der bemander kontrolrummet. Årsagen er den dybdegående viden, de har om anlæg, pumpeteknik, tryk, fysik, ventiler og varmebehandling. Meget af den teori, Thor lærte under sin uddannelse til maskinmester, bliver brugt i arbejdet som driftsmester hos TVIS.

I kontrolrummet lyder nogle alarmer, og Thor taler med dagvagten om, hvad det skyldes. Typisk lyder alarmerne ofte, men det er ikke altid, man skal reagere på dem. Det kræver dog, at man er opmærksom og holder øje med skærmene, og man skal mentalt være klar, hvis der sker noget.

Thors succes som driftsmester hos TVIS er ikke kun et resultat af hans tekniske færdigheder, men også hans evne til at kombinere praktisk erfaring med teoretisk viden fra sin maskinmesteruddannelse. Sammen med et garvet og dedikeret hold af driftsmestre føler han, at han er landet på den rette hylde, hvor han får lov til at bruge de kompetencer, han fik under sin uddannelse som maskinmester.

 

Hvad er LEAN?

LEAN betyder slank, og handler om at skære et flow ind til benet. LEAN er et mindset, hvor man ønsker at skabe den bedstre process eller flow - f.eks. i en produktion. 

Hvad laver en maskinmester? Mød Thor fra TVIS

bubble