FMS-studerende nomineret til talentpris
Branchesammenslutningen Datacenterindustrien/Danish Data Center Industry uddeler den 16. maj 2022 en række priser, som hylder bedrifter inden for datacenterbranchen i Danmark.
Vi er ret stolte af, at en af vores nuværende studerende samt en nylig dimittend begge er nomineret i kategorien Young Talent.
Mads Freiberg Hansen går på 9. og sidste semester af maskinmesteruddannelsen på FMS Esbjerg, og han har taget vores valgfag Data Centre Programme. Mads er i praktik ved CBRE - Global Workplace Solutions, som drifter og vedligeholder et datacenter i Esbjerg sammen med Bulk Infrastructure Group.
Mads kontaktede selv CBRE for at forhøre sig om muligheden for en praktikplads, og Rune Bråten, critical facilities manager hos CBRE, har været yderst tilfreds med Mads' indsats.
Han skriver på sin LinkedIn-profil:
Mads har siden sin opstart hos os, 1. Februar, udvist stort engagement, gå-på-mod og en lyst til at lære mere omkring data centre, drift og vedligehold. Vi mærker tydeligt den enorme ballast han nu har tilegnet sig på FMS og hvordan vi kan drage fordele af dette i vores operations teams.
Se hele opslaget her.
Katrine Korff Hansen dimitterede fra FMS Fredericia i juli 2021. Hun var blandt de allerførste studerende til at tage det dengang nyoprettede valgfag, Data Centre Programme. Katrine blev ligeledes den første FMS-studerende til at få tilbudt en praktikplads på Googles datacenter i Taulov, hvor hun tilbragte 9. semester og skrev sit bachelorprojekt. Oven i købet blev hun tilbudt et job efterfølgende, og hun er nu data center facilities technician hos Google.
Vi ønsker et stort tillykke med nomineringen til både Mads og Katrine!