Esbjerg kan blive centrum for Danmarks første engelsksprogede maskinmesteruddannelse
Efterspørgslen efter nyuddannede maskinmestre er enorm. Derfor skal optaget til maskinmesteruddannelsen øges, hvis vi skal følge med den grønne og digitale omstilling. Det har Fredericia Maskinmesterskole besluttet sig at imødekomme, ved at placere en helt ny engelsksproget maskinmesteruddannelse i Esbjerg.
En afgørende forudsætning for at etablere uddannelsen er at sikre den nødvendige finansiering. Med et tilsagn fra A/S Dampskibsselskabet Orients Fond på 2 mio. kr. er en vigtig brik nu faldet på plads.
Midlerne fra A/S Dampskibsselskabet Orients Fond kommer oveni et tilsagn fra Education Esbjerg på 2 mio. kr., der bl.a. skal anvendes til nyt undervisningsmateriale, rekruttering af undervisere og internationale markedsføringsaktiviteter.
Uddannelsen bliver den første af sin slags i Danmark, og derfor vækker opbakningen stor glæde hos rektor for Fredericia Maskinmesterskole, Jens Færgemand: ”Jeg vil gerne rette en stor tak til både A/S Dampskibsselskabet Orients Fond og Education Esbjerg, der har givet tilsagn om økonomisk støtte. Uden denne store opbakning ville det ikke være muligt at etablere en ny engelsksproget maskinmesteruddannelse i Esbjerg. Vi er ikke helt i mål med finansieringen endnu, men vi er så langt, at vi godt tør sætte projektet i gang. Så nu ser vi frem til at kunne arbejde videre med forberedelserne til uddannelsen, så vi kan slå dørene op for nye studerende i 2027.”
I Education Esbjerg ser direktør Lone Saaby ligeledes frem mod den nye uddannelse: ”Det er enormt positivt, at vi som det første sted i landet kan tiltrække dygtige internationale studerende til en ny engelsksproget udgave af maskinmesteruddannelsen. Vi ved, at det er et område, hvor der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft blandt de sydvestjyske virksomheder. Med vores E.1 uddannelseskoncept arbejder vi i Education Esbjerg for at skabe stærke bånd mellem de studerende og erhvervslivet – og vi glæder os derfor til at kunne tage imod endnu flere maskinmesterstuderende.”
FMS forventer, at de første studerende bliver optaget på uddannelsen i efteråret 2027 med et årligt optag på 30 studerende